Grundejerforeningen Rådalsgård 1 ligger i Jyllinge Nordmark. Jyllinge Nordmark er et område, som stadig bærer præg af sommerhusområde med relativt store parceller, lav bebyggelse, høje træer og et markant grønt islæt. Inden for området findes også stadig enkelte spredte gårdbebyggelser, der vidner om områdets kulturhistorie som tidligere landbrugsareal.
Formålet med grundejerforeningen er bl.a. at sikre et velplejet og attraktivt boligområde, vedligeholde fællesarealer og varetage medlemmernes interesser over for kommunen. Grundejerforeningens bestyrelse koordinerer bl.a. vedligeholdelsen af vores private fællesveje, snerydning, vedligeholdelse af vores fællesområder og står for håndhævelsen af ordensregler.
Det er obligatorisk for matrikelejerne i grundejerforeningens område at være medlem af grundejerforeningen. Medlemskabet forpligter den enkelte ejer til at overholde foreningens vedtægter og de regler, som besluttes af bestyrelsen og via generalforsamlingerne.
Grundejerforeningens økonomi finansieres gennem et obligatorisk og årligt kontingent, der betales af medlemmerne.
Foreningen ledes af en bestyrelse, som bliver valgt på den årlige generalforsamling, hvor grundejerne har stemmeret.
Område
Følgende veje er med i Grundejerforeningen Rådalsgård 1:
- Bygvej
- Hvedevej
- Havrevej
- Rugvej
- Rådalsgård Strandpark
- Kornvej 12-46 og 13-47
- Kløvervej 52-78 og 31-53
- Rådalsvej 2-26 og 5-31.
